Her er et foto fra i dag af Chaya's enebarn. Vi tror hun kommer til at hedde Shetla's Selma Smartypants.
En smarty-pants er sådan en kloge-åge, sådan lidt ligesom Hermione i Harry Potter.
Jeg er allerede totalt forelsket i hende. Det bliver forfærdeligt at tage afsked. Godt hun i det mindste bliver i familien.
Jeg er så småt ved at have overstået den fase, hvor jeg lover mig selv at jeg aldrig mere skal lave hvalpe, fordi det er så opslidende med al den bekymring. Denne gang har bekymringen gået på lille Selma. Hun var længe om at begynde at tage på, på trods af at hun pattede og pattede og blev ved med at være aktiv. Nu ser det ud til at gå fremad, men den første uge til ti dage er altid kritisk.
Chaya har heldigvis haft det godt hele tiden. Der har ingen problemer været med yverbetændelse eller for høj temperatur.
I går var Chaya for første gang med flokken på en kort skovtur, mens babyen sov i sin varme kurv. Nøj, hvor Chaya nød det. Sådan var både Ronja og Breezy også. De passer deres unger upåklageligt, men de vil meget hurtigt gerne deltage i det normale flokliv igen også.
Selma står stadig ofte op når hun spiser. Jeg har ikke set magen før. Hun må godt nok have stærke ben. Jeg har også set hende nærmest gå nogle skridt på sin vej hen til Chaya i kurven. Måbe! Muligvis er det helt normalt for andre opdrættere, men det er første gang, at jeg oplever det med en få dage gammel hvalp.
Man kan se lidt flere fotos i Selma's Picasa album
Kunstig intelligens, Bourgogne, Øl - og 3 gode vaner
2 dage siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar