7 måneder

Shetla's Be a Scoop, kaldet Selma, er blevet 7 måneder.




Hun er 33 cm i skulderhøjde. Tandskiftet forløb helt uproblematisk, og hun fået fuldt tandsæt. Ørerne har til gengæld drillet, og hun har tidligt måttet få tyggegummi i. Det ene øre har dog nu været "au naturel" i en uge og ser lovende ud, så måske er der håb for at det snart er et overstået kapitel. 

Lille luftetur

Lille Selma er tilbage i flokken på ferie nogle dage. Her går jeg tur på diget med hele banden. Den "klistrede" er Smarty. Hun elsker at gå fri ved fod. Hvis jeg ikke roser på den ene side, så prøver hun den anden side. Ja, det er sådan set mere hende, der har trænet mig i denne disciplin.



Nedenfor er vi nået hen til et sted på diget, hvor der er et lille stykke strand. Her får hundene lov at bade. Det er noget de kan lide. Her er dog meget lavvandet, så rigtigt svømme bliver det ikke til.



I tilfælde af at nogen skulle blive forargede over at jeg går på diget med løse hunde, vil jeg gerne påpege, at de kun på min udtrykte tilladelse forlader toppen af diget. Ellers går de udelukkende i hjulsporet på toppen ligesom jeg selv gør. De forstyrrer således ikke dyrelivet mere end hvis de var i snor. Vi bader heller ikke her i ynglesæsonen. Da kører jeg til de rigtige strande ved Rødbyhavn, når vi skal bade.

Jeg går meget op i at tage mest muligt hensyn til det vilde dyreliv, som jeg er så heldig at have rigtig meget af her hvor jeg bor.

Shetla's Be a Scoop - 3½ måned

Den sidste søde ventetid

Ovenfor ligger lille Trille-Rille med sin pænt fyldige mave. Se, hvor fint hormonerne har sørget for at få mælkebaren fri for pels, så de kommende hvalpe kan komme frem. Moder Natur er sandelig viseligt indrettet!

Rina virker til at have det strålende. Hun er bare glad. Hun spiser som et tærskeværk, hun sover, hun er ekstremt kælesyg, og hun udvider hundenes jordhule under trætrappen ude i haven. Trangen til at grave jordhule er instinktiv hos drægtige tæver. Alle mine har i hvert fald altid gjort det, og jeg lader dem få afløb for deres lyster. Indtil videre har det ikke været noget problem at få dem til at føde indendøre alligevel ;-)

Jeg går og venter i spænding: Hvor mange kommer der? Hvad køn har de? Hvordan er de tegnet? Det er jo det, jeg kan se i første omgang. Senere kommer personlighederne og arbejdsegenskaberne.

Det ene øjeblik synes jeg Rina ser stormægtig ud og tænker, at der må da være et kuld af pæn størrelse i hende. Det næste øjeblik synes jeg, hun ikke ser ud af noget som helst, og at jeg nok skal være heldig hvis der kommer mere end én. Det er ikke sådan med den sidste ventetid.

De andre hunde tager det anderledes roligt: til venstre er det Smarty der deler hundepude med mormor Breezy, og nedenfor er det Etzi og Chaya i den ene sofa.

Shetla-tøserne samlet

Idag ville Ronja være fyldt 16 år!!!
Jeg mindes hende med dette billede af hendes hundefamilie.

Kristi Himmelfartsdag var tøserne samlet; mine fem sorte og mors Rea. Her sidder de sammen på bænken i mine forældres have nær Ronjas grav.

Fra venstre: Rea (14 år), Rina (4 år), Chaya (5 år), Etzi (4 år), Smarty (10 mdr) og Breezy (10½ år).

Nu har vi kun "hjemmelavede" tilbage:
Shetla's Aurelia All Gold
Shetla's Erina at Equinox
Shetla's Cha-Cha Chaya
Shetla's Etzi at Equinox
Shetla's Smartypants
Shetla's Boisterous Breeze

3g'ernes sidste skoledag

I dag er det 3g'ernes sidste skoledag og kl 15.30 blev eksamensplanerne offentliggjort i skolens hyggelige højloftede kantine/aula. En både festlig og nervepirrende begivenhed.

I år havde jeg taget alle hundene med, og det vakte naturligt nok en del opmærksomhed. Ikke alle elever ved, hvor hundetosset en lærer jeg er :-)

Jeg prøver at benytte mig af enhver lejlighed til at give mine hunde anderledes oplevelser. Dagens klarede de med bravour. Etzi og Breezy var helt i deres es med al den positive opmærksomhed. De kan bare ikke få nok. De andre forholdt sig mere roligt. Jeg var selvfølgelig mest spændt på lille Smarty, der stadig er ung med sine 10 måneder, men jeg kunne slet ikke mærke hendes unge alder og uerfarenhed. Da hun konstaterede, at vi ikke skulle lave noget særligt, lagde hun sig ned midt mellem alle benene og lå bare og kiggede. Til gengæld kunne jeg godt mærke at hun ikke er "smart" til at gå i snor. Hun viklede sig ind i bordben, menneskeben og gadeskilte. Det var meget tydeligt at hun til daglig mest går uden snor.



Bagefter gik vi min yndlingstur i smukke Maribo. Jeg kan varmt anbefale at gå på opdagelse mellem de små huse i Maribos kringelkrogede gamle bydel, ned til Domkirken og langs søen over til restauranten Bangs Have.



Jeg tror hundene fik lavet positiv propaganda for racen.. og for hunde i det hele taget... i dag. Jeg var i hvert fald selv stolt af dem. Godt nok blæser det noget, men det er også solrigt, så vi mødte mange mennesker. Og folk var vist i forårshumør, for hver eneste kommenterede hundene: pæne damer i moden alder, skolepiger, småbørns forældre, joggere, og endda to unge knejte på knallert. Lutter positive oplevelser for hundene, der blev snakket og kælet med. Ikke mindst godt at få lejlighed til at være tæt på knallerter, der lige var kommet kørende. Noget hundene i øvrigt tog fuldstændig afslappet; hvilket jeg ikke ville forvente hver gang, så måske var hundene også i forårshumør.

Jeg fik nu også en enkelt lejlighed til at ærgre mig over, at ikke alle mennesker bærer sig lige klogt ad. Jeg tror i hvert fald ikke, at det er smart at en forælder selv siger "Uh, hjælp", når deres barn for første gang oplever en hund på nært hold. Jeg vil mene, det var bedre at vise ro og glæde selv, hvis man ønsker at ens barn ikke skal blive bange. Og hvorfor overhovedet sige sådan, når man står ved siden af en helt rolig lille hund, der på ingen måde maser på for at komme tættere på ?? Én kan godt undre sig engang i mellem.... Sidste sætning skal siges på godt gammelt midtsjællandsk for rigtig at få betydningen med ;-)

Spring is here!!!

I lørdags hørte og så jeg lærken for første gang i år. I dag nød hundene og jeg eftermiddagssolen i haven efter at have gået skovtur i regnvejr om morgenen.

På billedet øverst ses Rina ved havedammen omgivet af krokus, erantis og vintergækker. Påskeliljernes spæde blade kan også ses. Hvis man ser nøje efter, kan man på Rinas forben se spor af at dagen ikke var ren forårsidyl. Tre af mine lam fra sidste år måtte lade livet, og hundene fik som altid glæde af slagtningen, som det ses på billederne af Etzi nedenfor og Breezy her til højre.

Smarty update

Shetla's Smartypants (Smarty) er kommet til at se næsten voksen ud. Hun er lige blevet 8 måneder. Pelsmæssigt kan man selvfølgelig stadig godt se at hun er en hvalp. Hun måler lige knapt 38 cm. Jeg er overordenligt tilfreds med hendes bygning og arbejdsglæde.

Hun er også lynhurtig; men mine hunde træner jo også deres kondition og fart meget ihærdigt og på egen hånd... Dels langs stranden, men ikke mindst langs hækken. De tænder i den grad på at løbe om kap med forbipasserende og med hinanden. Hjemme i haven kan de godt virke temmelig vilde i hovedet. Hvis man ikke har set dem andet end når man kører forbi, så vil man nok mene at de er fuldstændig ude af kontrol... og måske endda uden for pædagogisk rækkevidde :-)

Noget af det bedste de ved er at få mit "okay" til at lave en fælles spurt. Fuld turbo flere hundrede meter. Før jeg fik Breezy havde jeg kun "klistre"-sheltier, der skulle trænes til at forlade min side; men hej ho, jeg skal love for at hendes "frihedsgen" slår stærkt igennem. Hendes søn Ergo som ikke bor i min flok, løber også gerne flere hundrede meter derudaf og det helt alene uden flokkammerater.

Årets lam

Det er på høje tid at opdatere bloggen, og årets lam skal vel også vises frem inden de allesammen er blevet store.

Her ses yngste-pigen Karla. Det mest mærkeligt tegnede lam jeg endnu har set :-)

Helt nemt var det nu ikke at fotografere i år, for nu er der kommet en linselus i stalden... missekatten Pinto. Han kravler op på indhegningerne og møver sig frem til sikker opmærksomhed. Det er måske ikke helt fair at kalde ham en linselus, for det handler mere om kæl end om at blive foreviget :-)



Det er også på denne tid af året, at fårene gerne bryder ud af folden et par gange. Græsset inde i folden er nemlig kedeligt og kort; mens tingene faktisk er grønnere på den anden side... Her er der nemlig en mark med spæd vinterhvede eller -rug (jeg kan ikke se forskel på nuværende tidspunkt). Manner, hvor er jeg glad for at have fårehunde på denne tid. Breezy får som flokfører og min første hyrdepartner selvfølgelig hvervet at hjælpe mig med at få fårene ind i folden igen. Jeg slipper for at løbe rundt i den våde muld selv, og Breezy får lov at lave det hun elsker allermest: ægte arbejde, ikke "bare" træning. Som de siger i reklamerne: en win-win situation.

Breezy er min mest erfarne hyrdepartner, og jeg kan trygt stole på at hun lytter og giver drægtige får og små lam en fornuftig blid behandling.

Strandtur i strålende solskin

I dag har mine 6 sheltier og jeg været på stranden med Tina og hendes fire hunde.

Klik på foto nedenfor for at gå til albummet

Strandtur på Falster

Lidt fotos

Dronning Breezy:
Fyldte 10 år 26.september

Søde og meget skaldede Chaya:

Sådan ser sheltie-tæver altså ud i pelsen, når de har haft hvalpe.

Vidunderlige gamle oldemor Ronja:

15 år og 4½ måned

.... jeps, når de når den alder, begynder man at regne i måneder igen ;-)

I mandags var jeg ellers bange for at miste min elskede gamle Ronja. Hun døjer med tilbagevendende angreb af svamp. Hendes immunforsvar er ganske enkelt blevet svækket pga hendes høje alder. Denne gang fik hun pludselig svært ved at få luft gennem halsen. Føj, hvor var det skræmmende. Formentlig skyldtes det betændelse og hævelse i halsen. Hun havde feber. Men antibiotika-indsprøjtning hos dyrlægen havde heldigvis hurtigt effekt. Nu leger hun igen og hopper gøende rundt blandt de andre i flokken.

Breezy 10 år

I dag fylder Breezy 10 år. (Billederne er taget til Ronjas fødselsdag 1. juni 2008.)


Breezy er min første hund af egen avl. (Rea er jo min mors). At sige at jeg har et specielt forhold til Breezy er nok århundredets underdrivelse :-)

Kan sheltier lide vand?

Mine kan i hvert fald. Se selv!

(Og så kan man jo drømme lidt om at det ikke varer så længe før badesæsonen sætter ind)

Fotos...fotos...fotos...

Jeg æælsker mit nye kamera. Jeg har selvfølgelig overhovedet ikke lært finesserne endnu; men i idiot-mode har jeg knipset nogle stykker. Her følger et lille udpluk af dagfriske fotos af tøserne. (Man kan se billederne i fuld størrelse ved at klikke på dem.)

Breezy (9½ år og flokkens majestæt):


Chaya (4 år):

Ronja (15 år om præcis en måned):

Etzi (3 år)

Rina (3 år og forhåbentlig drægtig)

For dem, der ikke måtte kende mine hunde, kan jeg lige hurtigt fortælle, at Ronja er mor til Breezy, og Breezy er mor til Chaya, Etzi og Rina.

At træne med en sheltie på får

For snart 7 år siden skrev jeg en artikel til det amerikanske sheltieblad Sheltie Pacesetter (Nov/Dec 2001); den har jeg lige genopdaget i forbindelse med oprydning af en gammel flyttekasse. Jeg synes i hvert fald selv den er sjov at læse; vækker mange minder for mig. Så nu har jeg lagt den ud på min hjemmeside.

Artiklen findes kun på engelsk: "How I Got Hooked on Herding". Tjek den ud, hvis du er interesseret i at læse om en shelties første møde med får og det første års træning. Efter indledningen indeholder artiklen bl.a. ret detaljeret beskrivelse af hvordan vi trænede og hvorfor.

Equinox-kuldet har fødselsdag 21. marts!

Tænk, så bliver de allerede 3 år. Det er ikke til at forstå. Jeg synes, det var i forgårs, at de var seks små nisser, der myldrede rundt i hus og have.

Kære
Zinnia, Ergo, Etzi, Rina, Emsi og Elliot
(nævnt i fødselsrækkefølgen):

Hjertelig tillykke med de 3 år til jer og jeres ejere. Håber I alle får en god dag!



Mor er Breezy.

Far er Faradale Frisbee for Grandgables.




Etzi og Rina får lov at fejre dagen med at være til agilitykursus. Det er vel ikke så ringe endda ;-)

Vores agility-sjov hjemme i haven

I mandags kom Tina på besøg. Vi gik en tur med alle sheltierne på diget, og bagefter løb vi lidt agility hjemme i min have.

Åbenbart er der ved konverteringen til mpg-format blevet hakket noget af billedsporet flere steder, mens lydsporet stadig har den oprindelige længde. Resultatet er lidt surrealistisk; men jeg har valgt at lade lyden være med alligevel. Jeg vil nemlig gerne prale af hvor lidt mine hunde faktisk larmer i selve arbejdet. Den eneste, der gøer ind i mellem mens hun løber, er Breezy. Rina og Chaya gøer før. Etzi gøer slet ikke overhovedet. Fedest! Jeg håber, det kan holde ved. Er i hvert fald meget fokuseret på at undgå frustrationsgøen, så jeg er uhyre obs på at ikke gøre tingene svære for hurtigt. Så indtil videre er det simple ting, vi foretager os i agility.



Rækkefølgen af hundene er: Rina, Breezy, Chaya, Etzi.

Videoen er nok mest for folk, der er interesseret i mine hunde, for det er ikke just avanceret agilitytræning. Men det er en stor fornøjelse at træne med dem. Jeg har virkelig fået lyst til at træne med Chaya, Etzi og Rina. Jeg glæder mig til vi skal på kursus i påsken. Lige nu er især Etzi super-intens at træne med. Hun ænser intet andet end mig og forhindringerne. Og som det kan ses på videoen, kan hun slet ikke vente med at komme i gang. Der burde virkelig være talebobler over hendes hoved: "Kom nu, Nanna".

Der blev også filmet af Tinas sheltier, men jeg regner med at hun lægger det på sin egen blog.

Shetla-tøserne: et slideshow

En smittende livsglæde... ikke sandt?!

Fotos: Gitte Hoffmeister (17. februar 2008)
P.S. Rullepølsen er gamle Ronja, hvis nogen skulle være i tvivl :-)

Agilitystævne i Vallensbæk - nu med video

I dag har jeg været til agilitystævne med Breezy for første gang siden Dania Cup 2003. Det var helt fantastisk hyggeligt at se alle hunde-hovederne igen. Hunde-mennesker, og især agility-mennesker, er nu bare noget ganske særligt. Tak til alle, der gav mig en varm velkomst.

Men det var synd for Breezy, at hun skulle lægge krop til min lyst til at få opfrisket handler-evnerne. Hun var i dårligere form end jeg var klar over. Herhjemme har vi kun trænet på 40 cm, og jo altså ikke ret længe eller meget. I klasse 3 var springene 45 cm og det var tydeligvis for højt for hende. Jeg syntes faktisk også selv de spring så overvældende høje ud.

Kønt var det ikke da vi løb, og det har Breezy ikke fortjent. Hun har været enormt dygtig rent teknisk, så det var synd for hende at blive udsat for både at være i dårlig form og min temmelig rustne handling. Det blev heller ikke just nemmere for mig at handle, når Breezy løb med et noget andet tempo end hun gør når vi træner. Vi var nok en anelse usikre på hinanden. Mere end 4½ år har vi ikke lavet agility. Måske skulle jeg have begyndt træning til stævnet lidt før end forrige torsdag ;-)

Her er video af vores løb i agility åben. Hyleriet begynder da Zinnia opdager sin mor på banen. Nååårh, det er da lige til at smelte over Zinnia-pigen. Tak for video, Gitte.



Mine unge hunde er så gode til at få fræset rundt hver dag, så jeg har troet at Breezy også holdt sig i rimelig god form. Men nu jeg tænker mig om, er det gået op for mig, at det egentlig er længe siden, jeg har set hende fræse.

Chaya, Etzi og Rina kom på skift ind i hallen blandt tilskuerne. Det var første gang for dem alle. De tog det virkelig roligt, hvilket jeg egentlig også havde forventet... men alligevel var jeg lidt spændt.

Vi mødte som nævnt søde Zinnia fra samme kuld som Etzi og Rina. Hun blev så glad for at se mig og Breezy. Zinnia's ejer Gitte tog en masse billeder af familien. Hun har lovet at sende nogle til mig. Det glæder jeg mig vildt til.

Jeg nød også at se Zinnia løbe agility. Gitte kæmper stadig lidt med felterne, men de har en helt skøn udstråling sammen. De ser virkelig ud til at nyde hinanden og at arbejde sammen. Det er dette, der gør det værd at være opdrætter! Man kan se mere til Zinnia og Gitte på Gittes blog. Især deres sidste løb i spring 2, synes jeg, var imponerende. Det var en ret handlingskrævende bane, som Gitte fik til at se nem ud de "gnidrede" steder.

Agilitytræning

Hundene og jeg har været på besøg hos Tina for at træne agility.

Jeg har jo ikke sådan rigtig trænet agility med mange forhindringer i fire år! Chok, hvor var det overvældende at holde rede på det hele. Jeg følte mig virkelig rusten. Breezy derimod kunne huske det hele. Hun stoppede sågar på felterne. Hun sprang lige de to sidste pinde over i slalomen de to første gange, og virkede lidt stiv og dermed langsom i slalomen i forhold til hvordan hun var før. Men egentlig var det imponerende hvor glat det gik.

Chaya, Etzi og Rina fik glædeligt vist at fremad-kommandoen er godt indlært. Desuden begyndte de træning af løbefelt på A-et. Vi havde det mægtig skægt.

Jeg fik også lejlighed til at se Ergos løbefelter live. Jeg har hidtil kun set dem på video. Jeg synes, det ser rigtig godt ud. Især balancebommen er flot. Det er hurtigt og samtidig vil jeg mene at man ikke kan være i tvivl som dommer. Det er nemt at se at han rører feltet. Og han ramte på præcis samme måde hver gang i de gennemløb jeg så.