Her til aften trænede jeg lige en lille nem sekvens med hundene. I stiv kuling. Det var ganske interessant at få testet af hvad de unge hunde syntes om at nogle af spring-vingerne lå ned eller væltede mens de løb. Det var glædeligvis intet problem. Alt i alt en positiv træningsrunde med topfart og fremadrettethed. Jeg var ovenud tilfreds.
Da vi blev færdige, tænkte jeg at jeg ville flytte tunnelen om i læ bag min buksbomhæk. Tænkte at den ellers kunne risikere at flyve lidt meget rundt. Jeg gik indenfor og lod hundene nulre rundt ude i haven lidt.
Kort efter kom jeg til at tænke på at stålstiverne til tunnelen måske kunne være lidt farlige for hundene, når de nu stod helt alene og måske ikke var så synlige for vilde hunde, der jagter hinanden. Da jeg gik ud i haven igen, VAR RINA VÆK!!! Jeg kaldte og kaldte, og løb sikkert også rundt som en hovedløs høne. Hun var ikke i haven. Så jeg løb ud på vejen og råbte og råbte. Ja, man kan roligt sige jeg blev mere og mere hysterisk. Hun ville helt sikkert jagte biler, hvis hun fik lejlighed. Og det er næppe sundt for helbredet.
Der var heldigvis ikke sket hende noget. Har I gættet hvor hun var? Hun var såmænd inde i tunnelen!!! Jeg havde vendt åbningerne ned mod jorden, så vinden ikke kunne få så let fat i den, og derinde var Rina. Pyyyh!
Nogle gange føles minutter meget lange...
Kære 
Mor er Breezy.
