En lille tur til himlen... + lidt om træning og konkurrenceræs

Woohooo, jeg nåede akkurat hjem fra arbejde i tide. Indkøbte madvarer blev hurtigt sat i køleskabet, og så blev hundene ellers læsset i bilen og afsted til diget. Vi nåede det lige præcis.... at gå solnedgangstur på diget ved Lundehøje. Storslået var det. Pink, orange, gul mod lyseblå himmel nær solen og længere væk lyserøde og mørkeblå skyer mod mørkere og mørkere himmel. Sådan en tur er nærmest som en lille tur i himlen, synes jeg.

Da solen var gået ned, var månen stået op modsat. Stor og rund på et tæppe af skyer. Ja du, naturen det billige skidt ;-)

På træningsfronten går det super. Chaya, Etzi og Rina er blevet flot fremadrettede OG hurtige med den tidligere beskrevne simple træning ad et par minutters varighed. Jeg er rigtig godt tilfreds og har derfor let ved at holde motivationen. De har mulighed for at blive gode agilityhunde, hvis ellers jeg kan passe træning ind, når vi når længere i udvikling... og hvis jeg kan holde fast i glæden og motivationen hos mig selv.

Med Chaya er jeg nu begyndt at træne drej ved skift bagved. Altså at jeg skifter side bag hende, idet hun sætter over spring nr 2, og hun skal så dreje til den side, jeg er skiftet til. Hun er lidt højre-orienteret, så jeg har tænkt mig at tage flere skift til venstre end til højre. Stadig vil jeg ikke lave skift for meget. Når jeg træner så lidt som jeg gør, vil jeg for alt i verden holde fast i fremdriften.

Af samme grund er jeg ikke begyndt at dreje eller skifte bagom med Etzi og Rina. De laver stadig bare fuld skrue fremad. Men jeg tror snart jeg kan forsøge mig, hvis de fortsætter i samme stil. Det virker som om de forstår "Fremad" 100%. I dag har jeg ikke trænet, og i morgen når jeg det nok heller ikke. Men så får jeg jo også testet hvor godt kommandoen sidder fast efter en lille pause.

Det er ekstremt simpelt det jeg træner med hundene. Men især for mig føles det rigtigt. Vi kan kun opleve succes. Det gyldne mantra! Succes! Succes! Succes!

Jeg sluttede jo nok agility-karrieren noget udbrændt og frustreret, så jeg vil passe på mig selv og bevare glæden. Agility er hamrende sjovt, når jeg ikke taber fokus og lader ambitionerne tage overhånd. Jeg vil at agility skal være skønt samvær med mine hunde, sådan som det var de første år jeg løb agility. Før landsholdspresset. Her taler jeg om mit eget landsholdspres... det er ikke for at give andre skylden for min udbrændthed. Jeg var ikke god nok til at se hvad Tilda og jeg kunne... Jeg kunne kun få øje på hvad vi ikke kunne. Dér vil jeg nødigt ende igen. Det sted var ikke rart!