Tanker om 2x2 slalom

Jeg ved ikke om jeg selv får lyst til at konkurrere igen, men jeg synes stadig det er sjovt at træne med hundene. Det giver et bånd af særlig karakter, når man træner med sin hund.

Siden lanceringen af Susan Garrett's DVD om hendes 2x2 metode til indlæring af slalom, har jeg spekuleret over denne. Det tiltaler mig meget at metoden bygger på shaping og på at hunden tænker og dermed formentlig rent faktisk lærer at forstå slalomøvelsen. Og promoveringsklippet inspirerer mig meget. Jeg har googlet 2x2 og fundet en masse videodagbøger af folk der træner 2x2. Nogle med større held end andre, så vidt jeg kan se :-)

Nu har jeg så haft lejlighed til at gennemse hele DVD'en flere gange. Jeg kan stadig se de store plusser, men jeg lurer altså noget på især to ting: fart og selvtillid.

Fart: Jeg stiller mig lidt tvivlende over for om det er nemt at få en rigtig hurtig hund med denne metode. Allé-metoden har fungeret upåklageligt for mig, og jeg synes heller ikke det var svært at få kanongode indgange fra alle vinkler. Det var bare et spørgsmål om at man trænede det, og jeg trænede det netop også fra starten ligesom i 2x2 metoden; altså mens alléen var åben. På den anden side, så vises der mange forskellige racer på DVD'en, alle hurtige i slalom og tilsyneladende trænet efter 2x2. What is a girl to think?

For nylig har jeg så læst dette indlæg på hendes blog hvor hun lister nogle typiske fejl under indlæring af 2x2. Punkt 2 på listen handler netop om fart: at man skal huske at sætte krav om fart i udførelsen, når hunden først har forstået at pindene har værdi (som hun kalder det). Altså med andre ord shape fart. Ok, men vil jeg have øje for små forbedringer i fart, hvis nu det kun er små forbedringer jeg bliver tilbudt?

Selvtillid: Dette er nok min største bekymring umiddelbart. Susan Garrett går ind for at lade hunden fejle, og gerne flere gange i træk, uden at man må ændre noget. (ok, det er lidt simplificeret, men alligevel). Jeg har altid opereret efter Tina Chesters devise om at bygge på succes og ikke rette eller bremse hunden under indlæring; at altid lade hunden tro den er verdens bedste. At dette giver en hund med stor drive og fart. Jeg tænker ikke mindst på raceforskelle i denne forbindelse. Susan Garrett har godt nok også haft små terriere,men det er primært hendes border collier hun løber med. Border collien er i mine øjne speciel mht arbejdsiver: den bliver ved til den får kraftigt at vide den skal holde op. Sådan er de fleste sheltier ikke helt. Jeg ville nok mere sige at de bliver ved så længe de er glade, og sheltien er glad når dens ejer er glad.

Nå, men jeg synes alligevel Susan Garrett udtaler sig fornuftigt om fænomenet at fejle. Hun siger, at det handler om at hunden har lært at fejle uden at give op eller miste modet. Og hun anbefaler at man lærer hunden det ved at shape en eller anden adfærd, man ikke har decideret brug for. Altså ikke blande det sammen med indlæringen af slalom, som gerne skal ende med at være noget hunden udfører hurtigt med stor iver.

Tanken om at ens hund kan lære at fejle uden at miste modet tiltaler mig meget.

Kort sagt, på trods af mine forbehold har jeg valgt at afprøve metoden. I næste indlæg vil jeg skrive lidt om mine oplevelser i opstartsfasen.