Fase 0: at lære at fejle uden at miste modet.
Fase 1: at overføre værdi til to slalompinde.
Fase 2: at flytte/vinkle pindene mere.
Fase 0:
Jeg har shapet flere tricks/ting med Smarty fra dag 1 af; men nogle ting er også indlært ved "lokning/godbidshånd/legetøjsfølgning" f.eks. sit og dæk. Nå, men hun er egentlig en ok shaping-hund. Hun forstår at hun udløser klik/belønning ved sin adfærd. Hun giver heller ikke op, når den adfærd hun udviser ikke er den ønskede. Men har hun decideret lært at fejle? Jeg prøvede at indlære en ny adfærd med 100% shaping: at gå rundt bagom mig med uret. Hun fejlede så godt som overhovedet ikke. Hun fattede det vældig hurtigt, og jeg havde held med kun at klikke mens hun var i bevægelse, så der blev aldrig stilstand ved et punkt på "ruten". Hun mistede ikke modet over at nogle af hendes yndlingstricks ikke blev belønnet: jeg fik piruet på piruet, den ene og den anden vej :-)
Jeg var ikke sikker på at hun havde lært at fejle, men det kløede i mig for at komme i gang med 2x2, så jeg besluttede mig for at prøve. Hvis det viste sig at give problemer, kunne jeg vel holde en pause og gøre mere ud "at fejle" væk fra 2x2.
Fase 1:
Allerførste forsøg gik som smurt. Det havde jeg egentlig også forventet. Smarty gik straks ind mellem pindene. Runden endte med 7 rigtige på 9 forsøg.
Næste runde gik knap så godt. Jeg havde (og har stadig) store problemer med at få hende til at gå på min højre side (og vi træner ellers både pladsgang på venstre og højre side, så hun kan da ikke være blevet helt hjernevasket). 7 rigtige på 12 forsøg. Kun 1 rigtig på højre side, for jeg kunne ikke overholde reglerne om ikke at ændre noget. Mand, jeg fandt jo straks på en undskyldning om at hun ikke havde nok forståelse af målet, og at det skulle på plads med højere succesrate inden jeg ændrede kriterier i form af højre handling. Hmmmm.... Har jeg allerede skabt et problem for mig selv?
Næste runde var et par dage senere. Jeg venstrehandlede udelukkende i tråd med min (måske fejlagtige) tankegang. Men succesraten var høj som resultat: 8 rigtige på 9 forsøg.
Fase 2:
Se se, i skrivende stund tænker jeg, at ved en direkte sammenligning med Susan Garrett på DVD'en har jeg faktisk ikke opfyldt kriterierne for at gå til fase 2; for jeg har ikke højrehandlet! Nå, men det havde jeg glemt at hun gjorde i mellemtiden. Viser bare hvor vigtigt det er at se på DVD'en undervejs: man kan ikke altid huske det man tror man kan.
I fjerde træningsrunde lagde Smarty ud med høj succesrate (4 ud af 4). Jeg besluttede at vinkle/flytte pindene, da jeg kunne huske at Susan Garrett fremhævede vigtigheden af at gå hurtigt væk fra helt åben "port". Bang! Total fiasko. Vi taler 2 rigtige ud af 10 forsøg. Og første rigtige var i 7. forsøg. Og ja, Smarty viste usikkerhed, synes jeg. Men hendes dumme ejer fik også brugt den helt forkerte lyd. Da hun fejlede for fjerde gang (gik hele tiden bare rundt om pindene), sagde jeg "Ahah". Hallo!!! Hvor dumt! Det er nemlig min "forbudt-for-små-hunde" lyd. Årh, jeg kunne sparke mig selv bagi. Og for det ikke skal være løgn, så fik jeg brugt den hele to gange, før jeg fik styr på mig selv. Bande, svovle. Smarty blev så forvirret... med rette! Stakkels Smarty. Jeg skyndte mig at slutte da det lykkedes anden gang, for jeg havde svært ved at styre min frustration over min egen dumhed. Det var måske det der gjorde Smarty mest usikker... Åh, sheltier kan være så følsomme, når det gælder deres ejers sindelag... Det er både deres styrke og deres svaghed.
Det gode ved hændelsen var, at det fik mig til at se de første kapitler af DVD'en igen. Og her opdagede jeg at hun skifter mellem højre og venstre helt fra starten af.
Næste morgen skyndte jeg mig ud for at prøve igen, inden den foregående dag satte sig for godt fast. Pyh, heldigvis viste hun sig at være back on form. 3 rigtige ud af 4 fra venstre. 2 rigtige ud af 5 fra højre. Det var en sejr oven på dagen før. Og det var altså stadig med pinden placeret i vinkel kl. 2 og kl. 8 i forhold til belønningslinjen. Juhu! Tak for det. Jeg var meget lettet.
Nu tænker jeg at jeg vel må have højre side op i niveau før jeg tilføjer næste sæt pinde. 85% succes før kriterier ændres siger tommelfingerreglen.
Kunstig intelligens, Bourgogne, Øl - og 3 gode vaner
5 dage siden
Ingen kommentarer:
Send en kommentar