Samme dag bliver hendes bedstemor Ronja 15 år og 9 måneder. Med hende tæller jeg virkelig hver eneste dag som en gave. De seneste måneder er jeg begyndt at egentlig kunne mærke hendes alder. Hun vil/kan ikke altid tygge de sædvanlige kødben (mine hunde spiser BARF, dvs hovedingrediensen i deres kost er rå kødfulde ben). Hun tager dem, men hun levner stumper eller forsøger at begrave dem i sit tæppe. Jeg har derfor indkøbt mere hakket BARF-mad, så hun ikke bliver for tynd. Gåturene klarer hun stadig på lige fod med resten af familien. Og hun nyder det.
Det Ronja ikke rigtig kan klare mere er at træne så meget. Hun bliver nemlig så overstadig og dermed hurtigt træt. Jeg prøver at kompensere ved at hun får noget anderledes positiv særbehandling. Hun kommer alene med ud til enden af indkørslen og tømmer postkassen, og det gør jeg et meget stort nummer ud af. Jeg tror det virker. Hun ser meget stolt ud, synes jeg. Jeg er ved at knibe en tåre, når hun laver sine små rejehop af glæde. Jeg har usigelig stor glæde af hende. Hun er fortsæt åndsfrisk og opmærksom.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar