tirsdag den 13. maj 2008

Emsi har vundet sit andet spring-cert!!

Jesper & Emsi. Foto af Gitte Hoffmeister Shetla's Emsi at Equinox vandt cert i SP3 for anden gang ovre i Ribe i weekenden! Man aner et championat i horisonten.

Løbet kan ses på video her.

Jeg skal prøve at lade være med at gentage mig selv alt for meget... men kors, hvor jeg altså synes Emsi og Jesper gør det godt. Emsi gjorde debut den 19. maj sidste år.... og mand, hvor har de præsteret meget på den korte tid.

Foto taget af Gitte "Foto-meister"!
På trods af at der er tale om et spring-cert, har jeg alligevel valgt et fra en af agilityklasserne i Ribe, fordi man kan se både Emsi og Jesper. Super billede!

søndag den 11. maj 2008

Pinse-solen danser sandelig

Ja, det er mine tæer!
Det er dog det mest utrolige sommer-vejr vi har for tiden.

Og herude på landet er det ren Morten Korch. I dag er der kommet ællinger frem i min dam... hele 12 små nuttede dunbolde.Etzi & Rina vil hygge med Jeg har prøvet at fotografere dem, men andemor svømmer ind under udhængende bevoksning med dem, inden jeg kan nå tæt nok på. Hundene må derimod godt færdes langs dammen... uretfærdigt, suk.

Mens nogle løber svedende rundt til agilitystævne i Ribe, ligger jeg og nyder stilheden fra min hængekøje. Ind i mellem kommer en hund eller to forbi og vil nusses lidt. Livet er lige til at holde ud... ;-)

Jeg samler kræfter til morgendagens frokostgæster og fåreklipning.

torsdag den 8. maj 2008

Tina til middag


I går kom Tina til middag. Det var superhyggeligt at "bare" være sammen uden at skulle træne eller andet hunderi. Vi gik dog en lille tur i skoven med hundene efter maden og inden aften-teen.

Til venstre ses Tina i min udestue med udsigt til dam, marker og skovbryn.

På bænken overfor ligger Chaya. På gulvet er det Rina og Ronja, der kan ses.


Chaya's hjemmeside har jeg fortalt, at hun elsker at ligge i min gyngestol. Siden Etzi kom til, er der konkurrence om pladsen.

Etzi i gyngestolen
Chaya "samtaler" med Tina:


"Må jeg ikke nok slikke lidt på din tallerken? Åh, hva', se hvor sød jeg er."
"Nå, så slikker jeg lidt på dig... Må jeg så???"

Jeg ved godt, at billederne ikke alle er lige godt belyst, især det første. Men man kan da få et indtryk af udsigten og stemningen, kan man ik'?

søndag den 4. maj 2008

Nyt på hvalpe-fronten

Chaya er parret med Krispin (foto som hvalp) i dag og i fredags. Hun viste sig at være meget nem at parre. Især i dag, hvor den var der i første hug. Fredag hang de sammen i 22 minutter, i dag i 26 minutter.

Rina viser de tidlige tegn på drægtighed. Det drejer sig om udseendet på brystvorter og vulva. 100% pålideligt som graviditetstest er det naturligvis ikke, men det har hidtil holdt stik med de andre tæver, jeg har fået parret.

For mere info om de pågældende kombinationer, gå til "Hvalpe-planer 2008".

Hvis alt går godt, så kan det være jeg får mit ønske om mylder opfyldt til fulde til sommer... og endda er alle farver mulige. Skægt!

Jeg glæder mig sååå meget. Det er 3 år siden jeg sidst fik et kuld, og jeg er meget spændt på de kombinationer, jeg har lavet.

Kan sheltier lide vand?

Mine kan i hvert fald. Se selv!

(Og så kan man jo drømme lidt om at det ikke varer så længe før badesæsonen sætter ind)

torsdag den 1. maj 2008

Fotos...fotos...fotos...

Jeg æælsker mit nye kamera. Jeg har selvfølgelig overhovedet ikke lært finesserne endnu; men i idiot-mode har jeg knipset nogle stykker. Her følger et lille udpluk af dagfriske fotos af tøserne. (Man kan se billederne i fuld størrelse ved at klikke på dem.)

Breezy (9½ år og flokkens majestæt):


Chaya (4 år):

Ronja (15 år om præcis en måned):

Etzi (3 år)

Rina (3 år og forhåbentlig drægtig)

For dem, der ikke måtte kende mine hunde, kan jeg lige hurtigt fortælle, at Ronja er mor til Breezy, og Breezy er mor til Chaya, Etzi og Rina.